Gardasøen – Søndag (Venedig)
Så blev det Søndag, og da vi ikke kom til Venedig igår Lørdag, så blev det idag, og det var faktisk et rigtig godt valg.
For første gang i denne uge, så var det overskyet og ca. 20 grader, og sådan forblev det faktisk det meste af dagen. Dvs. at der blev solskin igen, da vi kom tilbage til Gardasøen omkring kl 21.00.
Venedig ligger ca 150 km fra Søen, og der er motorvej hele vejen – vi kørte til den næsmeste stationsby (Mestre) og parkerede bilen i et parkeringshus ved
banegården, og tog så toget til Venedig, så var vi fri for kø og parkring i de store parkeringshuse i Venedig, og også er væsentligt dyrere at parkere i.
Byen blev i 1987 optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
Husene i Venedig er bygget på træpæle, og mange steder ligger husene ikke mere end én meter over dagligt vande. Ganske vist er tidevandet i Middelhavet meget svagere end i fx Atlanterhavet, men specielt ved fuldmåne er risikoen for oversvømmelse stor. Ofte er der flere centimeter vand på Markuspladsen, så man lægger gangbrædder ud – det gælder også i selve Markuskirken. I 1966 stod vandet i én meters højde på Markuspladsen. Hertil kommer, at de gamle pæle, som byen er bygget på, er ved at rådne. Ikke mærkeligt, at Venedig adskillige gange har fået afsagt sin dødsdom, men alligevel lever byen i lagunen videre. Og millioner af turister strømmer til for at opleve en af verdens mest romantiske byer. Hvert år kommer mere end 12 millioner turister til Venedig, heraf 80% éndagsturister. På den anden side er befolkningen i Venedig mere end halveret gennem de sidste 50 år. Dog er der stadig 270.000 indbyggere! – og byen var en del større end jeg lige have regnet med.
Desværre, så er byen også ved at være overtaget af Kinesere, Japanere og Amerikanere.. – hvilket også kan ses på forretningerne. Alle den kendte mærker har næsten sin egen butik i Venedig.
Nå, men da vi kom til Venedig banegård, skulle vi mødes en en af Mettes veninder – Frida, som hun har kendt på Nettet, igennem de sidste 5 år, men aldrig mødt i virkeligheden, så det var ret spændende, vi mødes på den store trappe lige uden for banegården (med Frida og hendes Mor), som vi fulgtes rundt med i Venedig resten af dagen.
Vi startede med at købe nogle billetter til “vandbussen” – Linie 2, som er den mest direkte til Marcus Pladsen, som vi startede med at sejle til, hvorefter vi gik rundt i byen resten af dagen.
Vi startede med at se den lille Marcus Plads, efterfulgt af den Store Marcus Plads, og Marcus Kirken (dog kun udefra), da der var temmelig lang kø.
Derefter gik vi over til Rialto-broen.
Udviklingen og vigtigheden af Rialto-markedet på østbredden af Canal Grande var med til at intensivere trafikken på den flydende pontonbro, så den blev i 1255 erstattet af en træbro. Denne var bygget som to skråtstillede ramper, der mødtes i en bevægelig central sektion, som så kunne hæves ved passage af høje skibe. Den nære forbindelse til Rialto-markedet medførte en navneændring af broen. I løbet af det 15. århundrede blev der opstillet to rækker af småbutikker på broen, og huslejen fra disse var med til at betale for broens vedligeholdelse.
Og vedligeholdelse var vigtigt for træbroen. Den var delvist brændt under en opstand i 1310. I 1444 styrtede broen sammen under vægten af tilskuerne, der overværede en bådparade på Canal Grande, og efter atter at være rejst skete det samme for broen igen i 1524.
Ideen til en genopførelse af broen, men denne gang i sten, blev første gang luftet i 1503. Utallige projekter og tegninger blev præsenteret i de følgende årtier. I 1551 udbad myndighederne sig forslag til en ny Rialtobro, opført i sten. Planer og skitser kom fra flere kendte arkitekter, men alle baserede sig på en klassisk konstruktion med flere brofag, hvilende på bropiller i kanalen. Den er i vid udstrækning svarende til den træbro, som den afløste. Der er to skrå fag, der ender op i en central portal. På hver side af denne portal er de to skrå ramper udstyret med små butikker.
Rialtobroens lette konstruktion fik snart andre arkitekter til at forudsige et snarligt kollaps af broen. Broens fortsatte eksistens har dog gjort kritikken til skamme og Rialtobroen er den dag i dag et arkitektonisk ikon for hele Venedig.
Efterfølgende gik vi tilbage til Marcus Pladsen, gennem en masse små gyder, og derfra ca. 1 km mere tilbage til Piazza Roma, hvor den største og nyeste bro er placeret(den 4. bro over kanalen), tegnet af arkitekten Santiago Calatravas med det officielle navn “Ponte della Costituzione”. Den blev åbnet kl 23.44 torsdag aften,den 10. september 2008.
Venedig vil ikke have at den nye bro tager skade. Det er således forbudt at gå over den med kufferter, der vejer mere end tyve kilo, med pakker der fylder mere end en kubikmeter, ligesom cigaretskodder, tyggegummi og andet affald er bandlyst. Da broen blev bestilt i 2002 var prisen 4.074.906 euro og broen skulle have været bygget på 456 dage. I stedet blev prisen på 7.273.162 euro. Broen er 94 meter lang og blandt andet lavet af 156 “istria-sten”
Derefter kørte vi tilbage til Mestre, hvor vi tog afsked med Frida og hendes mor, hvorefter vi kørte tilbage til søen, hvor vi skulle finde noget aftensmad.
Vi endte i Desenzano del Garda på et lille Toscansk Pizzeria, hvor der blev bestilt, Pizza, Pasta, Tomatsalat og Blæksprutter..
Efterfølgende kørte vi til hotellet, hvor der blev slappet af på terassen efter vores lange dag..
